Ledig stilling: salgs- og ordresupport med lettere kontoropgaver – Aarhus

Print 08 aug 2017

Kunden skal have den bedste service
Sætter du en ære i at give kunderne en god oplevelse?
Har du det godt med struktur, orden og rutineopgaver?
Er du forudseende og løsningsorienteret samt evner at følge op?
Kan du lide at arbejde selvstændigt og være bindeleddet til vores udenlandske hovedkontor?
Er du serviceminded med et smil på læben?
Kan du genkende dig selv i de nævnte udsagn, er dette måske noget for dig!

Ordrebehandling – Opfølgning – Salgssupport
Jobbet hos Sapa Building Systems er en nøglefunktion, hvor du selvstændigt kommer til at arbejde med ordre- og salgssupporten til vores danske kunder.

Du kommer hovedsagligt til at arbejde med:

  • Ordremodtagelse og registrering i SAP R3
  • Opfølgning på ordrer og leveringsterminer
  • Reklamationsbehandling
  • Bindeled mellem danske kunder og svenske/tyske kolleger
  • Koordination af kundeaktiviteter
  • Mindre kontoropgaver og lejlighedsvis deltagelse i kundearrangementer.

Du skal som opstart varetage ordrebehandlingen for Sapa varemærket, og det er planen, at opgaven i det kommende år udvides til også at indeholde ordrebehandlingen for WICONA varemærket.

Din bagage og erfaring
Du har arbejdet i en tilsvarende stilling i nogle år, hvor du har haft meget med kunder og ordrer at gøre. Du er en habil IT-bruger med et godt kendskab til SAP R3 eller tilsvarende. Du er velformuleret og god til at kommunikere på dansk, ligesom svensk og engelsk falder dig nemt.

Du får succes i jobbet
Du har orden i dine sager og tager selvstændigt ansvar for dine opgaver. Du er til for kunderne, og sørger for at alting klapper i håndteringen af ordrerne. Du er med til at udvikle afdelingen, og skabe en god stemning samt en fælles kultur. Som person er du udadvendt, proaktiv, omstillingsparat og ikke bange for at tage fat.

Du tilbydes
Du bliver en vigtig medarbejder i den danske organisation med 6 hjælpsomme kollegaer, som er en del af et stort internationalt firma med nordisk hovedkontor i Sverige. Du tilbydes gode muligheder for faglig og personlig udvikling, og der laves et oplæringsforløb, hvor du periodevis skal nogle dage til Sverige. Der er ordnede forhold, lækre lokaler og en uformel omgangstone med godt humør og højt til loftet.

Din daglige arbejdsplads bliver på kontoret i Risskov, som vi deler med vores søstervirksomhed. Stillingen er indledningsvis 30 timer om ugen, men vi forventer, at det bliver fuld tid, når opgavemængden øges. Arbejdstiden fastlægges efter aftale inden for kontorets åbningstid, som er mandag til torsdag kl. 8.00-16.00 og fredag kl. 08.00-15.30. Vi har frokostordning, sundhedsforsikring, pensionsordning, og lønnen forhandles individuelt.

Interesseret?
Er du interesseret i at vide mere om stillingen forud for din ansøgning, er du velkommen til at kontakte landechef Christian Jakobsen på 4016 4884. Ansøgning og CV skal sendes til christian.jakobsen@sapagroup.com.

Vi arbejder målrettet med at gennemføre rekrutteringen hurtigst muligt, og vi har derfor ikke angivet en ansøgningsfrist.
Vi glæder os til at høre fra dig.

 

SAPA BUILDING SYSTEMS udvikler, tester og markedsfører systemløsninger for døre, vinduer, facader og glasstag i aluminium. Vi er en global virksomhed med over 2880 ansatte, som markedsfører flere forskellige varemærker. Organisationen i Danmark har salgsansvaret for varemærkerne Sapa og WICONA. Alle vores produkter produceres og monteres af autoriserede forhandlere over hele landet.
Læs mere på www.sapabuildingsystem.dk under ”Byggesystem” samt på www.wicona.dk.